Termoruder

 

Allerede i 1865 blev der i USA taget patent på verdens første termorude. Men opfinderen var så langt forud for sin tid, at teknologien i byggeriet dengang ikke var moden til denne unikke nyskabelse. Først omkring 80 år senere, i 1930-erne blev der i Tyskland for alvor taget fat på at videreudvikle forskellige former for termoruder. Filosofien bag termoruden har været ønsket om at finde frem til en dugfri rude. Det har i koldere egne altid været problematisk at holde duggen fra rudens indvendige side med de store temperaturforskelle inde og ude. At to lag glas så også viste sig at isolere bedre end et enkelt lag glas, var kun et ekstra plus.

 

To lag glas var dog ikke et ukendt fænomen, og allerede langt op i vores tid er der brugt koblede rammer, og endnu den dag i dag findes der stadig forsatsruder i mange ældre ejendomme. Den form for termorude, der bruges i dag, blev først udviklet i 1960-erne. Den består af to glas med en afstandsprofil i aluminium eller galvaniseret stål, hvorpå glassene limes. Den minder forbavsende meget om det, der blev opfundet 100 år tidligere i USA. Siden da har udviklingen taget fart. Termoruder findes i dag med talrige funktioner, og det kan derfor være vanskeligt at danne sig et overblik over, hvilken rude, der er optimal til forskellige formål. Men der er penge at spare, hvis man allerede i projekteringsfasen vælger termoruden med de ønskede funktioner, frem for en senere udskiftning.

 

Allerede under fremstillingen af glas indbygges en del af termorudernes egenskaber. Termorudernes halvfabrikata er således de forskellige typer planglas. Glas er et rent naturprodukt. Råmaterialerne er
sand, soda og kalk. Desuden tilsættes små mængder jern, magnesium, aluminium og andre stoffer, der medvirker til at give glasset en enestående holdbarhed.

 

 

Næsten alt planglas i dag er floatglas. Det fremstilles ved, at den smeltede glasmasse løber ud over et
flydende tinbad, hvor massen afkøles. Her får glasset en ensartet tykkelse og en helt plan overflade. Afkølingen fortsættes i en lang “kølekanal” under nøje kontrollerede forhold, så der ikke opstår uønskede spændinger i glasset. Glasset skæres herefter i passende størrelser og sendes til termorudefabrikanterne.
Glasset er født med forskellige egenskaber, afhængig af produktionsmetode. Andre kan tilføjes ved efterbehandling.

Glas i termoruder grupperes normalt efter den eller de funktioner, som de er udviklet til at opfylde. En løsning på et givet sæt funktioner kræver ofte en kombination af glastyper, der opfylder forskellige funktioner. Det kan f.eks. være en energirude, der også skal opfylde krav om lydisolering og sikkerhed.
I det følgende omtales nogle typiske glas- og termorudetyper.

Principperne for termoruder er enkle, men der kræves stor omhu og kvalitets-kontrol i fremstillingsprocessen. Termoruden består normalt af 2 lag glas med et luftmellemrum. Glassene limes på en afstandsprofil af aluminium eller galvaniseret stål. Afstandsprofilen er normalt enten 6, 9, 12, 15 eller 20 mm bred, men kan have andre størrelser. Afstandsprofilen indeholder et fugtabsorberende middel, der opsuger fugten i den luft, der bliver indesluttet i ruden under fremstillingen. Tidligere var den almindelige 4-12-4 termorude (4 mm glas -12 mm luft - 4 mm glas) en god klimaskærm. De lyddæmpende egenskaber var tilfredsstillende og lysgennemgangen var stor. Disse egenskaber forbedres ved at kombinere forskellige nye glastyper, der opfylder nærmere definerede krav.